Kære medlemmer.
Så er der endelig nyt fra formanden, der er lige godt sket en del siden sidst, hvor skal man starte, og hvor skal man slutte.
For at starte et sted er der sket 3 store ting i år, som jeg vil skyde på aldrig er sket i foreningens levetid.
Jeg vil ikke sætte min højre brystfinne på det, men Aqua Auktion Viborg blev udskudt i år, for der er en virus i omløb i hele verden, som skal tages seriøst, så derfor valgte Aqua Auktion Viborg udvalget at udskyde det på ubestemt tid, det er vigtigt at fortælle, det ikke er aflyst, som det ser ud nu.
Næste store ting, der er sket i foreningens liv, er, at vi har lavet et samarbejde med Skive Akvarieforening om Akvariemessen, men for at fuge det fast med Tec7 eller alm. akvarie fugemasse, så har Viborg Akvarieforening overtaget ”styrestokken”. Messen har fået nyt navn og bliver nu kaldt Viborg Akvariemesse, farverne på logoet er de samme som Skive Akvariemesse har brugt.
Messen har fået nyt matrikel, så det bliver nu afholdt i Overlund Hallen. Der er fastsat en dato, som er 3. og 4. oktober 2020.
Der er nedsat et udvalg, der består af Dennis, Børge og Malene. Tro mig det udvalg arbejder bare derudad. Så fedt, tak for den energi I lægger i det.
Så lige den sidste store ting, som er sket, foreningen har fået MobilePay, samt vi er 100% på plads i den nye bank. Det tog jo så heller ikke ret lang tid.
Altså godt og vel 1 år har det taget… Men vi vandt, eller gjorde vi nu også det, det har kostet os nogle penge, altså det er som sådan ikke et problem for foreningen, da vi har nok på kistebunden, men at det skal være en pengemaskine af format for MobilePay, havde jeg ikke lige regnet med, det koster hver gang der bliver indbetalt et beløb, det koster månedligt abonnement, samt et oprettelsesgebyr, men alt det er nævnt for jer.
Jeg synes bare at det skulle nævnes, at jeg ikke er helt tilfreds med, at det skal koste på alle parametre for foreninger.
Jeg kan godt forstå, at nogle foreninger ikke har det, men vi har det nu. En yderligere fordel er, at man kan lave en masse ”betalingssteder”, så man kan styre det for hvert enkelt arrangement – det er smart! Jeg vælter rundt i klistermærker, hvor der står, ”her kan du betale med MobilePay”,- det er jo også nemmere for jer medlemmer, så vi får da noget for pengene.
Igen har vi fået en masse nye medlemmer siden sidst, til alle jer nye medlemmer vil jeg sige “hjertelig velkommen til vores hyggelig forening”.
Jeg har endnu ikke mødt jer alle endnu, men jeg ser med stor glæde frem til det, det er lidt svært at få lavet et arrangement lige for tiden, hvor jeg kan byde jer velkommen, men jeg håber, det snart kan lade sig gøre. Men herfra vil jeg endnu en gang, sige hjertelig velkommen til jer.
Der er som sagt noget Corona i omløb, det gør også at andre arrangementer evt. kan blive udsat, jeg følger udviklingen nøje, hvis der sker ændringer, så kommer det op på vores hjemmeside og det vil blive delt i vores facebookgruppe. Jeg vil prøve at få det sendt rundt pr mail også.
Jeg vil opfordre jer alle til at passe på jer selv og udvise hensyn til andre omkring jer. Så vi kan mindske risikoen for smitte og samtidig være med til at kurven er blød, så den ikke stikker af ligesom det er sket i Italien og andre steder.
Opdræts Konkurrencen er noget, vi alle bør deltage i, det kunne være sjovt at overgå sidste års gode resultater: Dennis blev nr. 1 i antal opdræt og antal point samlet på landsplan, det er fiskme godt gået, stort tillykke med det.
Foreningen blev nummer 2 på antal point samlet på landsplan, det er også rigtig godt gået. Tak til alle, der meldte opdræt ind.
Jeg prøver igen at opfordre alle til at melde opdræt ind, jo flere vi er til det, jo sjovere er det. I år har bestyrelsen vedtaget, at der bliver indkøbt en vandrepokal.
Samtidig udlodder vi et gavekort, som skal udtrækkes blandt dem, der har meldt opdræt ind. Så svøm da lige hen til akvariet og få jeres fisk i gang, opdræt skal meldes til Dennis.
“Jamen hvordan gør man så det?” Det vil Dennis meget gerne guide jer rundt i. Her er et link, så I kan følge med i opdrætskonkurrencen:
http://www.danskakvarieunion.dk/index.php/konkurrencer/opdraetskonkurrence/resultater.
Så bare få meldt ind.
Der er også nedsat et udvalg til at lave arrangementer og ture. Det består lige nu af Line og Michael, men hvis der er et medlem, der kunne tænke sig at være en del af det udvalg, så kontakt Line, Michael eller mig.
Der er faktisk en del af jer, der har sagt vi gerne må komme hjem og se jeres akvarier, samtidigt med, at vi snakker om alt inden for vores hobby, det tager vi imod med kyshånd, tak for det.
Så må det være her, jeg slutter af ved at sige, at jeg føler mig meget privilegeret og stolt over at være formand for denne forening.
Nogen siger, at mange små akvarier, bliver til et stort akvarie. Jeg vil sige, at mange medlemmer, gør en forening stor.
Jeg vil sige, at Viborg Akvarieforening er ved at være en af de store, i forhold til antal indbyggere i byen.
Jeg glemmer aldrig første møde, jeg var med til nede under biblioteket i Viborg, vi sad 5 til mødet. Lige siden er vi vokset, det er bestyrelsernes og medlemmers skyld, at foreningen er vokset til det, den er i dag. Viborg var stor i velmagtsdagene, men i forhold til den digitale verden, er Viborg Akvarie Forening den dag i dag, stadig stor!
Tak for det kæmpe arbejde I alle ligger i foreningen, hvad I har gjort for foreningen, og hvad I kommer til at gøre for foreningen i fremtiden.
Det er derfor jeg føler mig privilegeret og stolt!
Med venlige finnedask
Formanden aka Kenneth