Kære medlemmer.

I juli 2020 skrev jeg en tekst her på siden…. for mig er det længe siden… så der må være en masse, jeg kan skrive til jer eller fortælle jer.

Men det er faktisk ikke det helt store. Vi har faktisk været ramt af nedlukningen siden. Vi har dog været ude og sige hej til Michael i august sidste år, men vi var ikke ret mange, og det er jo forståeligt nok.

Danmark har mere eller mindre været totalt lukket ned for foreningslivet siden Covid19 gjorde sit indtog, og det spøger stadig i Danmark og Verden.
Så man kan sige, at der har været nogenlunde ro på i vores forening. Jeg tror, at de fleste er mærket af covid19; man passer sig selv, plejer nok mere familien og akvarierne.

Foreningslivet (som vi kendte det) er nok sat på totalt standby, det er jo klart, for vi kan ikke samles, som vi gerne vil.
Jeg har da også selv været ramt på den konto – dog uden, at mine akvarier skinner og står snor lige.. host…

Men på foreningsfronten, har det været svært at leve op til at være en aktiv forening for medlemmerne. Det hujede mig ikke, for man føler sig amputeret i forhold til de visioner, vi har omkring foreningen fremadrettet.
Så man måtte lige sadle om for, at genfinde ånden og glæden ved foreningslivet – for der er så meget foreningslivet gerne vil give til en.

Når det så er sagt, tror jeg på, at der er lys for enden af akvarietunnellen, der er noget på den anden side, vi skal bare lige have skrubbet algerne af glasset.
Jeg tror på, der vil komme aflysninger hen over først halvdelen af året, jeg håber dog, jeg tager fejl.

Men jeg er optimistisk i forhold til sidste halvdel af året.
Det er lige før jeg vil vædde en mødekage på, at Viborg Akvariemesse bliver gennemført, samt vi kan afholde møderne, som vi plejer, når sommerferien er overstået.

Så hæng i, kære medlemmer – vi kan skimte lyset på den anden side af glasset. Husk vi holder sammen på afstand.

Venligst

Formanden